Net Specific

Leingruber ID bureau supermarkt
Del

Om værket: Social ID Bureau

Et projekt der voksede direkte ud af Lenigrubers FB Resistance Workshops og som har den same kritik indskrevet i sig, er Social ID Bureau. Projektet består af et website med dokumentation og en generator, ligesom det er en serie af performances, hvor Leingruber laver fysiske ID kort til de besøgende. Den første performance i serien blev opført ved åbningen af Supermarkt i Berlin i marts 2012.

Projektet hed oprindeligt Facebook ID Cards, men grundet juridiske problemer med Facebook, blev Leingruber nødt til at ændre navnet til Social ID Bureau. Selvom navnet på projektet har ændret sig, så er ikonografien stadig tilstede, med den blå farve og den velkendte skrifttype, så man er ikke i tvivl om, hvad den oprindelige reference var.

At lave performances hvor kortene printes, refererer til det faktum, at internettet også er en del af brugernes fysiske virkelighed. Det er ligeså virkeligt, som alt andet de foretager sig. Denne pointe er vigtig for Leingruber, da dette er noget mange brugere af sociale medier ofte glemmer.

Dokumentationen af de genererede ID kort fra Social ID Bureau er udstillet gennem et nyt interface i Performing the Media udstillingen. Her er det tilsvarende muligt for brugerne at deltage i værkets fortsatte tilblivelse og ud fra deres Facebook profil ID, at kunne generere et eget kort. Kortet vil blive tilføjet rækken af generede kort på siden og brugerne kan derefter printe deres eget fysiske Social ID Card.