Net Specific

mac to comp
Del

Om Net.Specifics første udstilling

Udstillingen Kommunikations stier præsenterer fem forskellige kunstnere og kunstnergrupper, der på hver sin måde bruger nettet og dets kommunikation og distribution i deres værker. Fra glitch og kode-pionererne i JODI og rebelske 0100101110101101.ORG til nyere skud på stammen: Michelle Teran, Jens Wunderling & Philipp Bosch samt danske Anders Bojen & Kristoffer Ørum.

Den tidlige netkunst – fra 1993/94 og nogle år frem – var primært fokuseret på nettet som system og brugen af kodeæstetik. Netkunstnerne i dag er i højere grad fokuseret på de udvidede kommunikationsmuligheder, der er opstået gennem brugen af fx sociale medier, der er karakteriseret via brugerskabte og delte materialer på nettet. Det ses i værker, der kommenterer på eller direkte bruger sociale medier som fx. dele-tjenester som You Tube og Google Maps og netværk som Facebook og Twitter. Disse kunstnere tager problemstillinger op, der er knyttet til det at kommunikere på nettet og relaterer til både copyright, privatliv og den måde vi generelt bruger nettet på.
Læs mere om netkunst

Bojen og Ørum viser kommunikationen via inddragelsen af brugerne, der skal deltage aktivt i et læringsprogram, der udfordrer tyngdekraften. Wunderling & Bosch bruger overførsel og deling af materialer, som vi kender det fra bl.a. sociale medier som Facebook, ligesom de udfordrer det at udstille online-materiale i en museal kontekst. JODI anvender (mis)kommunikationen som et strategisk redskab til alternativ navigation og handlemønstre i en performativ App, ligesom de ser kode som et visuelt sprog. Michelle Teran ser på kommunikation med et fortællende blik, der både inddrager nettets eksisterende materialer og historier samt brugeren som aktiv modtager. 0100101110101101.ORG bruger nettets evne til hurtigt at distribuere informationer og skabe rygtedannelse.
Læs mere om udstillingens kunstnere og værker